Hæftestriber

 

Salget af almindelige frimærkeark og hæfter blev stoppet med udgivelsen af S225 - Nordisk Køkken - den 2. januar 2014. Det var den første udgivelse af selvklæbende frimærkestriber, der blev trykt på PostNords fælles frimærketrykkeri i Kista ved Stockholm. Her havde man i forvejen to trykmaskiner G5 og G8, og med tilføjelsen af den danske M5 trykmaskine, var man nu oppe på tre trykmaskiner.
De nye danske "hæfter" blev nu fremstillet som enten 2-, 4-, 5- eller 10-striber som alle var lavet i det selvklæbende format.
Som noget nyt blev disse striber fremstillet med forskellige tryktekniske hjælpemidler, som kunne være skæremærker, gråkile, farvecirkler, cylinder cifre, kontrol nummer mm. 
Der blev i alt fremstillet 56 striber med særfrimærker i perioden 2. januar 2014 til 30. marts 2017, hvor produktionen af hæftestriber blev flyttet til bl.a. Cator i Frankrig.
Dette betød, at der nu ikke længere er specielle tryktekniske kendetegn på striberne fra frimærkestribe S281 - Sommerhuse.

 

Tryktekniske informationer:

De tre trykmaskiner havde forskellige tekniske data. De to svenske var helt ens, med en ståltrykscylinder med en diameter på 750mm.

Den danske M5 trykmaskine havde en kombination af offset- og ståltrykscylindre. På M5 havde ståltrykscylinderen en diameter på 780mm og offsetcylinderen en diameter på 520mm. Der blev opereret med grundmoduler på 260mm, og der kunne således være tre grundmoduler på ståltrykscylinderen og to grundmoduler på offsetcylinderen. Dette får betydning for de varianter der opstår, idet trykkeriet synkroniserede grundmodulerne. Når ståltrykscylinderen har kørt to omgange og offsetcylinderen tre omgange, har de tilsammen produceret 6 grundmoduler. Afhængig af hæfternes størrelse vil det give et vist antal varianter med forskellige kombinationer af cylindercifre.

Jeg har sat mig for, at prøve at finde frem til en oversigt over de forskellige varianter der er produceret i de danske hæftestriber fra S225 til S280. Her på siderne vil jeg løbende opdatere lister for de enkelte hæftestriber, efterhånden som jeg selv finder nye varianter, eller hvis andre kontakter mig med informationer om hæftestriber, som jeg ikke lige har med på min liste. Kontakt mig meget gerne på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. hvis du skulle have informationer om kombinationer som jeg ikke har på listerne.

For at kunne lave disse lister, har jeg med inspiration fra de svenske hæftesamlere fastlagt en række parametre, som beskrives herunder.
Alle danske hæftestriber i denne periode har et sort detekteringsmærke, som altid placeres til højre, når markeringer skal læses.


Nummerering af rækkerne:

Eksempler på haeftestriber 

Anvendte forkortelser:

Anvendte forkortelser


Kontrol nummer:
Et sekscifret nummer som trykkes på hvert tiende hæftestribe.
Nummeret er en sikkerhedsdetalje, der giver information om hvor mange frimærker der trykkes. To serier er kendte - enten startende med 0xxxxx eller 5xxxxx.
Kontrolnummer trykkes normalt mellem mærke 1 og 2, men er også set mellem mærke 4 og 5.

Kn: Kontrolnummer
Kn(0): Kontrolnummer i serien 0xxxxx
Kn(5): Kontrolnummer i serien 5xxxxx


Perforering:
Alle hæftestriber leveres med en perforering så det er lettere for kunderne at skille mærkerne fra hinanden. Denne perforering kan enten være fra bagsiden eller fra frimærkesiden. For at have et fælles målbart antal huller i perforeringen tælles antallet af huller på en strækning på 20mm. 

Pb: Perforering fra bagsiden
Pf: Perforering fra frimærkesiden
P0: Uden perforering


Farvecirkler:
Hæftestriber kan også være forsynet med CMYK farvekoder (Cyan, Magenta, Yellow og Key Color (Sort)) som er de mest almindelige farver der anvendes, eller farvekoder for de lidt mere specielle staffagefarver. Disse farvekoder er også et vigtigt hjælpemiddel i fremstillingen af hæftestriberne. Farvekoderne er set og defineret som følger:

FC12: Farvecirkler mellem mærke 1 og 2
FC23: Farvecirkler mellem mærke 2 og 3


Cylinder nummer:
Cylindercifrene 1 og 2 eller 1, 2 og 3 stemples på trykbanen og forekommer en gang pr. trykomgang. Nummeret gør det lettere at identificere hvor på cylinderen frimærket er placeret. Afhængig af trykmaskine kan der være forskellige kombinationer af cylindercifrene og dermed et antal forskellige varianter af det pågældende hæfte. 

C1S: Cylinder 1 - stål
C2S: Cylinder 2 - stål
C3S: Cylinder 3 - stål
C1O: Cylinder 1 - offset
C2O: Cylinder 2 - offset


Gråkil:
En markering på hæftestriberne der anvendes til at styre trykprocessen.
Afhængig af format og trykmaskine placeres disse på striberne.

Mulige placeringer:
Gk01: før mærke 1 (Hæftestriber med 2 eller 4 mærker)
Gk12: mellem mærke 1 og 2 (Hæftestriber med 5 eller 10 mærker)
GK20: efter mærke 2 (Hæftestriber med 2 eller 4 mærker)
Gk45: mellem mærke 4 og 5 (Hæftestriber med 5 eller 10)

Kryds:
Nogle af de fremstillede hæftestriber anvender et kryds i stedet for gråkile.
Afhængig af format og trykmaskine placeres disse på striberne.

Mulige placeringer:
X01: før mærke 1 (Hæftestriber med 2 eller 4 mærker)
X20: efter mærke 2 (Hæftestriber med 2 eller 4 mærker)
X1: ud for mærke 1
X12: mellem mærke 1 og 2
X45: mellem mærke 4 og 5
X5: ud for mærke 5


FM:
En ekstra markering der trykkes efter kontrolnummeret, når der er produceret 50 hæftestriber.

 

Type Oversigt - Hæftestriber:
Da der på alle hæftestriber eksisterer en del forskellige kombinationer af gråkile, farvecirkler og kryds, har jeg lavet en oversigt som forhåbentlig gør nummereringen lidt mere overskuelig.

Type oversigt Striber


Eksempelvis findes den første hæftestribe S225 - Nordisk Køkken i to udgaver. 

S225B:   S225C:
S225 1     S225C


Den ene type har gråkil mellem 1 og 2 mærke samt farvecirkler mellem 2 og 3 mærke - den vil så efter oversigten blive kaldt S225B.
Den anden type har gråkil mellem 4 og 5 mærke samt farvecirkler mellem 2 og 3 mærke - den kommer så til at hedde S225C.

Hertil kommer alle de øvrige markeringer, som vil kunne ses i tabellen under de enkelte hæftestriber.

Hent Type Oversigten som PDF-fil her.